Rideskolen
Rideundervisning på rideskoleheste eller -ponyer foregår i det lille ridehus og til dels på den udendørs bane. Der er max. 8 heste på alle hold. Det er muligt at komme på venteliste, hvor holdene er fuldttegnede.
Man skal være medlem af Gentofte Rideklub for at kunne deltage i hold- eller eneundervisning.
Når man vil begynde ridning i Gentofte Rideklub:
Hold og niveau:
Vores undervisere har skrevet et velkomsthæfte, hvor de forskellige hold gennemgås, se det her.
Gentofte Rideklub tilbyder rideskoleundervisning for børn, teenagere og voksne. Børnene begynder som regel i 6-7 års alderen, nogle lidt senere og meget få allerede som 5-årige. Yngre børn har svært ved at forstå kollektive beskeder og følge med i undervisning – og vi sætter fokus på både det sjove i ridningen og på undervisning, der hele tiden forbedrer rideskoleelevens færdigheder.
På vores ½-times hold, miniputholdene, skal der være en voksen med til at hjælpe med at sadle op/af og trække ponyen i de situationer, hvor barnet ikke selv magter eller har lyst til at ride alene, det kan være hele undervisningstiden eller ”bare” når der påbegyndes først trav og senere galop.
Når barnet er klar til selv at klare hele ridelektionen og kan trave selv og har er begyndt at galoppere selv, er det tid til at blive flyttet til et 1-times hold, et begynderhold. Her rides stadig meget efter hinanden på stor volte og trænes de forskellige gangarter og overgange samt styring af ponyen.
Efter begynderholdet kan man fortsætte med mere selvstændig ridning på et mellem-hold og for de meget dygtige efterhånden på et øvet og derefter elitehold.
Nogenlunde samme opdeling følger vi med vores voksne ryttere, der indledningsvis begynder med eneundervisning indtil man kan ride med på begynderholdet torsdag kl 20-21. Mange fortsætter på ”deres” voksenhold fordi tidspunktet passer dem godt – derfor er niveauinddelingen for voksenholdene ikke helt så skematisk som børneholdene.
For ryttere med erfaring fra andre rideskoler, tilbyder vi en prøvetime (½ time eneundervisning), hvor rytterens niveau vurderes af vores underviser.
Vi skriver gerne børn op på venteliste til fx miniputholdene og ringer så, når der bliver en plads på et ønsket hold efter barnets 5-års fødselsdag. For al opskrivning til venteliste, skal vi bede om en udfyldt tilmeldingsblanket, så vi har korrekt data på rideskoleeleven. Det er gratis at stå på venteliste – indtil vi har aftalt en plads og den egentlige indmeldelse sker. Tilmeldingsblanketten findes her.
Udstyr:
De første gange man rider, er det fint med en cykelhjelm, et par gummistøvler og et par bukser uden kraftig søm på indersiden af benene (fx jeans er uegnede til ridning, da sømmen kan genere). Når man så ved, at man fortsætter ridningen, er en ridehjelm et must, et par ridestøvler (gummi eller læder) alternativt jodphursstøvler (korte ridestøvler) og leggings samt et par ridebukser gode fødselsdags- eller julegaveideer…
Der ydes ikke erstatningstimer ved fravær. Der gives reduktion i pris, når hold må aflyses i forbindelse med stævner (se opslag), og ved arbejdsmæssige årsager efter særlig aftale med bestyrelsen.
Udmeldelse af hold skal ske
skriftligt til kontoret til den 1. i en måned med en måneds varsel, eller sendes på vores e-mail:
rideskole@gek.
Udmeldelsen er først gyldig, når kontoret har kvitteret for modtagelsen.
Rideskolen har lukket på alle helligdage samt i juli måned, hvor alle hestene er på sommergræs.